Værdigrundlag og Skolens historie

Værdigrundlag

Faglighed - Fordybelse - Fællesskab
 
Dalgas Skolens formål om at tilbyde kvalificeret undervisning til voksne med psykiske problemer og sindslidelser hviler på et værdigrundlag, hvor faglighed, fordybelse og sociale fællesskaber er de bærende elementer. 
  
På Dalgas Skolen mener vi, at fordybelse og faglig indsigt er med til at give vores elever mening og retning i tilværelsen. Dette gælder uanset hvem man er, og uanset det faglige niveau, som vi hver især befinder os på. Det at lære nye ting styrker vores selvværd, giver os nyt gå-på-mod og forstærker lysten til livet. Gennem intellektuelle eller kreative udfordringer udvider vi hver især vores horisont og overblik. Vi bringes videre som mennesker, der aktivt kan bidrage til samfundslivet, deltage i nærmiljøet og være noget for de mennesker vi kender og holder af. 
 
Læring har fået en ny og væsentlig betydning i moderne menneskers liv. For Dalgas Skolen er det vigtigt, at den enkelte elev føler sig beriget og udfordret og derigennem oplever en personlig udvikling og en styrket selvtillid. Her gælder det for hver enkelt elev om at dyrke og udvikle sine faglige interesser, om at lade sig indfange både af det velkendte og det vidt forskellige, og om at lade sig undre og betage. Det er helt centralt, at glæden ved at fordybe sig - og lysten til at vide mere findes frem - og styrkes hos den enkelte.
 
Skolen er et lærested, og ikke blot et værested for vores elever.
Gennem vores fokus på læring beskæftiger vi os på Dalgas Skolen først og fremmest med en hel masse af det, der ligger uden for os selv. Det  der skaber sammenhænge og rammer for vores liv – og som derfor også kommer til at handle om, og berøre os selv som individer. 
 
På Dalgas Skolen værner vi om fællesskabet gennem nærhed og engagement, og ved at give den enkelte elev oplevelsen af frirum og accept. Med afsæt i vores elevers styrker og ressourcer søger vi altid at fastholde et rummeligt og fordomsfrit fællesskab, hvor vi drager omsorg for hinanden og tilbyder anerkendelse og støtte. Vi værdsætter et fællesskab, hvor alle naturligt viser vilje til at tage ansvar for hinanden, og hvor respekt og dialog er i centrum. Trivsel for både ansatte og elever er et kernepunkt, og derfor lægger vi vægt på at have et miljø hvor folk optræder venligt og imødekommende, samt viser respekt og forståelse for andres synspunkter og personlige grænser.
 

Skolens historie

Da Lille Skolen blev voksen
 
Dalgas Skolens navn er af nyere dato, nemlig fra sommeren 2000, men skolens historie begynder i starten af 1980'erne. 
  
Først i 1980'erne begynder Lille Skole for Voksne (LSfV) nogle få timers undervisning i lokaler tilhørende Landsforeningen for Sindslidendes Vels klub i Århus. LSV-klubben bliver basen for skolens spæde opstart. Skolens navn - i forkortet form LSfV signalerer samarbejdet med LSV - Landsforeningen for Sindslidendes Vel. 
  
I 1983 etableres et selvstændigt oplysningsforbund. 
  
Målet er fra starten at tilbyde undervisning for sindslidende i egne rammer, og med et trygt miljø for elevgruppen. Skolen finansieres via tilskud fra folkeoplysningsmidler til hensyntagende specialundervisning, fondsmidler, og diverse særbevillinger fra kommune og amt. 
  
Det pædagogiske mål er fra starten at finde nye veje i undervisningen af voksne med psykiske problemer, primært ved at skabe nærhed og engagement i undervisningen. Idéen er, at undervisningen bygger på åbenhed, frivillighed og et fordomsfrit møde mellem skole og elev. Der er ingen visitation og der kræves ikke journalindsigt. 
  
Der undervises i almene skolefag, kreative fag og "kropsfag". 
  
Lille Skole for Voksne i Århus bliver inspirator for lignende undervisningstilbud/skoler landet over. I 1995 er der 12 Lille Skoler for Voksne. Tilbage i dag er skolerne i Frederikshavn, Ålborg, Randers, Århus, Herning, Odense og 2 i København - i alt 8 lilleskoler. Men der dog stadigvæk også undervisning i en række Sind-klubber og/eller væresteder i landets mindre byer. 
  
I de første år foregår undervisningen under beskedne forhold i Katrinebjergskolens inspektørbolig i Islandsgade. Senere flytter skolen til Rosenkrantzgade i Århus midtby. 
  
I 1985 etableres der undervisning på Psykiatrisk Hospital i Risskov. 
  
Fra 1990 får Lille Skole for Voksne en daghøjskole afdeling. Til daghøjskolens grønne linje anskaffes der en kolonihave. 
  
I november 1990 flytter LSfV til Dalgas Avenue 12, efter at Århus Seminarium er lukket året før. De mange lokaler og gode udenoms arealer giver skolen et løft. Daghøjskolens medielinie står i en årrække bag lokalradien "I 7 Sind", ligesom TV-delen "Tossekassen" også tager afsæt herfra. 
  
I 1991 tages der skridt til etablering af Kulturhuset i skolens lokaler. Kulturhuset er et tilbud om kulturelle aktiviteter udenfor skolens åbningstider - primært i weekender. I januar 1991 starter hermed Cafe Palmehaven. 
  
I 1992 bliver den kompenserende specialundervisning flyttet fra LSfV til den nydannede Amtsskolen. 
  
Fra 1996 bliver LSfV tilknyttet Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) i Århus. 
  
I maj/juni 2000 bliver AOF i Århus erklæret konkurs, Lille skole for Voksne bliver revet med i faldet og må lukke: skolens elever står uden undervisningstilbud - og skolens ansatte og ledelse er fyret. 
  
Henover sommeren 2000 lykkes det for en gruppe af tidligere ansatte/ledelse og aktive personer udefra at stable en ny skole på benene. Århus Kommune støtter initiativet og den nye skole - Dalgas Skolen - får tilført de samme økonomiske tilskud som LSfV var berettiget til. Daghøjskole-delen står dog ikke til at redde - og kolonihavehuset indgår i konkursboet efter AOF. LSfVs egenkapital på ca. 700.000 kr. er ligeledes tabt. 
  
Dalgas Skolen starter uden én krone på bankkontoen. Sind Århus låner skolen penge til køb af inventar og undervisningsmidler mv. fra konkursboet.